Jeg ved ikke hvornår det her startede, men jeg er ret så sikker på, at hvis det bliver ved med at være sådan her. Så vil jeg automatisk falde…Jeg vil falde indtil at jeg rammer jorden med sådan en fart, at jeg selv en som mig, aldrig vil kunne overleve det. Jeg ved ikke hvorfra denne tanke kom fra, men jeg føler mig så…ensom og ulykkelig. Jeg er altid så uheldig i kærlighed, og når jeg så endelig finder den. Så skal han snart giftes væk som 18 årig, eller også er hans følelser for mig falske. Eller også må vi ikke være sammen. Jeg har aldrig nogensinde fået mig en fyr som elskede mig som den jeg var, eller som havde rigtige følelser for mig. Men så sker det så, at jeg bliver uigenkaldeligt forelsket i ham, og det værste af det hele er at han er kærester med en af mine gode veninder. Jeg ved godt at det er brutalt forbudt, men så stærke følelser som jeg har for ham, de er ret så svære at komme af med- hvis ikke umuligt- Og så sker det så lige i dag. I dag i alle de dage hvor jeg har sendt stjålne blikke over til ham, imens han var fordybet i en bog, eller sad og stirrede ud af vinduet hvor solens stråler havde genspejlet sig i hans uendelige lyse øjne. Da jeg så i dag træder indenfor og har fået masser af kram fra mine venner og veninder, så sker det så. Han går forbi mig og så inden han går ud af døren, kalder han mig kærlig. Jeg ved ikke hvad der skete lige i det øjeblik, men jeg tror seriøst at jeg var lykkelig. Jeg stod bare der med åben mund og mit hjerte slog konstant imod mit bryst, og jeg kunne knap nok får vejret da klokken ringede og vi havde time. Men så skete det værste af det hele. Hun havde hørt det. Jeg sværger, jeg var total nervøs og havde dårlig sammenvigtighed da jeg gik ind i klassen og satte mig på min plads, og lod min taske falde tungt ned på gulvet. Og det skete igen i sidste time. Vi havde været ude og gå en tur sammen med de andre klasser, og så da vi gik ind i hver vores lokale, så skulle vi så lege en eller anden leg, hvor man så skulle gætte en sætning eller ord. Og så da jeg stod og tænkte lidt over det, så vidste han det lige pludselig, og jeg spurgte selvfølgelig hvad det var (det skulle jeg aldrig havde gjort!) og så smilede han hemmelighedsfuldt og gik over til mig. Han lagde så den ene hånd på min kind og den anden på min skulder, og så hviskede han tæt ind til mit øre hvad det var. Jeg skælvede ved hans berøringer, og rødmede konstant, og jeg prøvede seriøst at lade vær med det, da hun stod næsten lige ved siden af os. Han sagde det ikke engang til hende! Sin kæreste! Men kun til mig… Og det bekymre mig faktisk en del, og det får mig til at tænke over om jeg havde kommet til at sende de forkerte signaler til ham. Men her for tiden har han også sendt mig stjålne blikke og smilet meget til mig. Han har endda taget mig på røven! Altså, jeg tvivler sådan lidt på…eller tænker…om han godt kunne lide mig? Altså på den der følelsesmæssigt – måde? For hvis han kan…Så er det jo ret meget fuck…Men jeg elsker ham jo…